MEDIETYPER

Aviser, web, tv og radio. Der findes en lang række medier at få sin daglige dosis nyheder og underholdning fra – og der kommer flere nye medier til, end der forsvinder. Hver medietype har sine styrker og svagheder – og hver deres forskellige målgrupper. Her finder du en oversigt over de mest almindelige medietyper.

 

AviserAIU_ikonsaet-35.jpg

Kendetegnet for aviser er, at det er tryksager, der udkommer regelmæssigt, henvender sig til en bred skare af læsere og bringer nyheder, baggrundsartikler, debatstof og annoncer. De fleste aviser kaldes også dagblade, fordi de ofte udkommer dagligt – typisk seks-syv gange om ugen. Der er også ugeaviser, som udkommer en gang ugentligt – typisk i forbindelse med weekenden.

Læs mere om de forskellige avisformater her.

 

Webmedier

Mange medier er elektroniske og webbaserede. Det gælder fx webaviser og tv-stationernes hjemmesider, hvor man kan læse sine daglige nyheder og baggrundsartikler via sin computer, telefon eller tablet. Men også blogs, diverse hjemmesider, e-magasiner og mange tv- og radiostationer er webbaserede. En del medier eksisterer udelukkende på nettet. Det gælder fx altinget.dk.

AIU_ikonsaet-40.jpg

 

Radio

Radio er et lydmedie. Der findes både landsdækkende radiostationer og lokale radiostationer. Man kan høre radio både via radiobølger på en klassisk radio og i højere og højere grad via nettet. Meget radio kan også pod castes, hvor man kan høre et bestemt radioprogram, når man vil. Der findes public service radiostationer og kommercielle radiostationer. De kommercielle radiostationer er private virksomheder og bestemmer selv, hvad de vil sende herunder fx reklamer. Public service-radiostationer er finansieret af staten og af den licens, som borgerne betaler. Det gælder fx alle DR’s radiokanaler. Public service betyder ’i folkets tjeneste’. Når radiostationer har en public service-forpligtelse betyder det, at kanalerne har en række samfundsmæssige opgaver og skal sikre at danskerne får et alsidigt udbud af kvalitetsudsendelser i radioen.

 

Tv

AIU_ikonsaet-38.jpg

Tv eller fjernsyn er et billed- og lydmedie. Der findes en lang række forskellige tv-kanaler – både internationale, nationale, regionale og lokale. På samme måde som med radiostationer, findes der kommercielle tv-kanaler, som typisk er reklamefinansierede (fx TV3) og licensfinansierede public service-tv-stationer (fx DR). Det er ikke længere nødvendigt at have et fjernsyn for at se tv. Det meste tv sendes også webbaseret. Flere og flere medier og virksomheder kommunikerer også via web-tv. Fx har de store aviser også web-tv-indslag som en fast del af deres netjournalistik.

 

Dokumentarfilm.

En dokumentarfilm er en faktabaseret film. Den største forskel på en dokumentarfilm og en spillefilm er, at dokumentaren ikke bygger på et manuskript, men derimod forsøger at skildre virkeligheden ud fra et kunstnerisk eller journalistisk udgangspunkt. En dokumentar kan fx handle om historiske begivenheder, samfundsproblematikker eller rekonstruere vigtige hændelser.

 

Magasiner og tidsskrifter.

Ligesom aviser udkommer tidsskrifter og magasiner med et fast interval. Typisk udkommer magasiner dog med en langt sjældnere frekvens end aviser. Der findes fx ugeblade og månedsmagasiner. Nogle magasiner har en meget bred målgruppe og henvender sig til store dele af befolkningen, mens andre magasiner har en meget begrænset lille niche af læsere. Der findes kommercielle magasiner, som man kan abonnere på eller fx købe i kiosken, og så findes der medlemsblade for både foreninger, partier, interessegrupper og virksomheder.

Tillad cookies

Hjemmesiden indsamler statistik og husker dine indstillinger ved hjælp af cookies.