LÆSERBREV

AIU_ikonsaet-35.jpgOPINIONSGENRE

Læserbreve skrives ikke af journalisterne men af avisens læsere. De kan handle om alt muligt, lige fra vigtige samfundsproblemer til personlige irritationer. Nogle læserbreve er både oplysende og fulde af gode argumenter, andre læserbreve udtrykker udelukkende helt personlige følelser. I den form kaldes læserbrevet humoristisk for et hvæserbrev.

 

Læserbreve redigeres lige som alt andet stof i avisen. På de store aviser kommer der så mange læserbreve ind hver dag, at der kun er plads til en lille del af dem. Debatsiderne er derfor langt fra bare opslagstavler, som står til læsernes disposition. Redaktionen bestemmer, hvilke læserbreve, der skal bringes, og derfor kan man høre beklagelser over censur eller manglende ytringsfrihed fra læsere, som ikke har fået deres indlæg optaget. Det er netop denne redaktionelle udvælgelse, der adskiller læserbreve i en avis fra indlæg og kommentarer på sociale medier, hvor der kun sjældent er nogen, som udvælger og redigerer indlæggene.

 

Men censur og redigering er ikke det samme. Generelt kan man sige, at debatsiderne redigeres efter stort set de samme kriterier som nyhedssiderne i avisen. For de fleste debatredaktører vil det faktisk ofte være et plus, at læserbrevsskribenten er uenig med avisen på et eller andet område. Det er nemlig godt debatstof.

 

De læserbreve, der luges fra, er af forskellig art. Nogle er i strid med straffeloven, fordi de er racistiske eller injurierende. Andre er skrevet af professionelle debattører fx fra de politiske partier eller interesseorganisationerne. Og nogle er simpelthen for private eller handler måske om uinteressante småting. Eller også er der bare ikke mere plads på siderne i avisen.

 

Debatindlæg er en særlig del af læserbrevene. Forskellen er, at et debatindlæg er bestilt af redaktøren for at belyse et problem eller for at vække til debat blandt læserne. Den slags læserbreve får gerne en lidt anden – typisk mere markant grafisk - opsætning og kommer ofte til at minde mere om kommentarerne.

 

Artikeleksempler

 

Tillad cookies

Hjemmesiden indsamler statistik og husker dine indstillinger ved hjælp af cookies.