Vinderne af Nyhedsugen 2016 er fundet

PRESSEMEDDELELSE

 

København, 5. januar 2017

 

Landskonkurrencen i Nyhedsugen 2016 er afgjort. Vinderne blev 9.k på Mørdrupskolen og 7.a på C. la Cours Skole.

 

Læs vinderaviserne og se videoer med de to klasser her.

 

To klasser fra hver sin ende af landet bliver hædret for en seriøs arbejdsindsats og evne til journalistisk at fortælle væsentlige historier i avisformat. Med sans for i varierede genrer at bringe læseren med sig vidt omkring både globalt og lokalt overbeviste de dommerkomitéen om, at netop de var rette vindere af aviskonkurrencen for skoleklasser i 2016.

 

De to vinderaviser er udvalgt blandt 42 lokalvindere i konkurrencen Nyhedsugen 2016, der er arrangeret af Avisen i Undervisningen i samarbejde med 23 dagblade, Pædagogisk LæringscenterForening og Dansklærerforeningen.

 

Med inspiration fra emnet ”Stjerner” har næsten 800 6.-10. klasser i efteråret 2016 produceret deres egen avis og/eller webavis. Klassernes aviser og webaviser er bedømt af lokale dommerkomitéer på landets dagblade, som har kåret hver deres vinder. Ud af de lokale vindere kårede den landsdækkende dommerkomité følgende to aviser endelige vindere:

 

Stella Nova af 7.a på C. la Cours Skole i Randers, indsendt til Kids’ News i kategorien 6.-7. klasse

 

Teleskopet af 9.k på Mørdrupskolen i Espergærde, til Berlingske i kategorien 8.-10. klasse.

 

Formand for dommerkomitéen, tidligere tv-/radiovært, Anja Steensig Holmbäck, er nu selv skribent og udtaler om de to vinderaviser:

 

Avisen Stella Nova er først og fremmest varieret og velskrevet. Eleverne har mange kilder på deres historier og udviser kreativitet i fortælleformerne. De supplerer deres historier med sideelementer og udstyr, som spicer formidlingen op. En flot formidlet, indbydende og alsidig avis.

 

Teleskopet imponerer med et flot, overskueligt layout. Eleverne har fundet exceptionelt gode billeder og grafiske løsninger til at understøtte deres redaktionelle mix af både seriøse og underholdende historier fra ind- og udland. Man finder automatisk i en lækker læserytme, når man sidder med avisen og bliver ledt gennem de gennemarbejdede historier med interessante vinkler og gode kilder.

 

Tidspunktet for præmieoverrækkelsen på Københavns Rådhus er endnu ikke fastsat, da den ene af klasserne viser sig at være på lejrskole på den først planlagte dato. Her bliver klasserne hyldet med taler, rådhuspandekager og hver en check på 25.000 kroner.

 Medlemmerne af dommerkomitéen i Nyhedsugen 2016 er:

 

  • Jonas Stenbæk Christoffersen, chefredaktør Kids’ News
  • Palle Høj, chefredaktør Frederiksborg Amts Avis
  • Katja Gottlieb, Dansklærerforeningen
  • Lisbeth Johannesen, Pædagogisk LæringscenterForening
  • Sofie Rømert, Lillerød Skole – vinderelev 2015
  • Thomas Wolsing, Lillerød Skole – vinderelev 2015
  • Aslak Gottlieb, Avisen i Undervisningen
  • Kristoffer Ansbak Petersen, Avisen i Undervisningen
  • Anja Steensig Holmbäck (fmd), tidligere tv-/radiovært, skribent og smykkedesigner

 

1.139 klasser var tilmeldt Nyhedsugen 2016. Heraf gennemførte 793.

 

Henvendelse 

Eventuelle spørgsmål om konkurrencen og vinderne kan rettes til Avisen i Undervisningen, Aslak Gottlieb, aslak@danskemedier.dk.

 

Se pressemeddelelsen i udskriftsvenligt format.

Tillad cookies

Hjemmesiden indsamler statistik og husker dine indstillinger ved hjælp af cookies.